Jeg er hjemme igen efter tre gode dage til modeugen. Helt fyldt op af indtryk og inspiration, møder med nye og “gamle” bekendtskaber og ikke mindst kameraet spækket med billeder, som jeg gerne vil dele med jer. Denne gang var jeg, ud over CIFF KIDS, også til housewarming hos Ferm Living i deres nye lokaler og en tur forbi Defining Scandinavia, så jeg ved snart ikke hvor jeg skal starte :)
Jeg lægger ud med at følge op på mit seneste indlæg og viser lidt glimt fra Petit by Sofie Schnoors flotte stand og show. Jeg er vild med det hele! Først og fremmest deres evig flotte skokollektion, lige fra futterne, til sandaler, ballerinaer og sneakers, i neonlak, metallic skind og glimmer. Tøjkollektionen rammer også min smag spot on, med sort-hvide striber, grafiske og etniske prints, casual parkaer, leggins, buksedragter og lækker strik. Generøst krydret med leo, glimmer og neon.
Jeg havde glædet mig allermest til at se dansedelen af showet, men så desværre kun den del af showet gennem mit kamera, for at kunne have en film med hjem til min lille danse- og gymnastikpige :) Men det var nu godt givet ud, for hun har set filmen igen og igen. I dag har jeg genset showet på den officielle video (hvor jeg nu selv har set dansedelen igennem op til flere gange :) og jeg er glad for at kunne dele den med jer her:
Hvis I har lyst til at se hele showet, kan I se det på Youtube lige her og hvis I vil se endnu mere show, kan I se showet fra i vinters, som er AW13 kollektionen, der kommer ud i butikkerne nu. Rigtig god fornøjelse :)